Opskrifter fra Wades & Laksko

-

-

Waders & Laksko
den 1. september

Opskrifter på brød

Williams og Antons kartoffelhalvmåner

Dej:
25 gram gær
2½ dl lunkent vand
1 spsk olivenolie
1 tsk salt
100 gram durum hvedemel
200 gram hvedemel

Rør gæren ud i det lunkne vand. Tilsæt salt og rør melet i lidt efter lidt. Ælt derefter dejen i mindst tre minutter, til den er smidig. Dæk dejen med et fugtigt klæde og lad den hæve i mindst 30 minutter.

Fyld:
3/4 kg kartofler
1 stort bundt persille
2-3 fed hvidløg
½ dl olivenolie
½ tsk. havsalt
groftkværnet peber

Skræl kartoflerne og skær dem i mindre tern. (1x1 cm) Skyl persillen og pil hvidløgene - blend dem sammen med salt, peber og olivenolie.

Bring en gryde vand i kog - hæld kartoflerne i og lad dem koge i ½ minut - hæld vandet fra.

Bland kartofler og dressing i en skål.

Sådan laver du halvmånerne:
1 sammenpisket æg til pensling
garam masala

Rul dejen ud i cirkler på størrelse med en desserttallerken. Læg en passende mængde fyld på nederste halvdel og drys med en smule garam masala. Kanterne af dejen pensles let med æg og dejen foldes sammen. Tryk kanterne sammen med en gaffel.

Læg de færdige halvmåner på en plade med bagepapir og lad dem hvile i ti minutter. De pensles eventuelt med æg og bages i ovnen ved 210 grader i cirka 15 minutter. (til de er lysebrune)

Frokostbrød:
50 gram gær
½ dl olie
2 dl lunkent vand
3 dl A38
1½ tsk salt
1 tsk honning eller sukker
300 gram rugmel
50 gram knækkede rugkerner
350 gram hvedemel

Pynt:
Blå birkes, sesamfrø eller knækkede rugkerner

Fremgangsmåde:
Gæren opløses i en blanding af olie, A38 og vand. Resten af ingredienserne tilsættes, hold lidt af hvedemelet tilbage. Røres godt sammen. Hæver under klæde til dobbelt størrelse.
Formes til 4 lange brød ( ligesom flutes), der pensles med vand. Birkes eller sesamfrø lægges på en tallerken og brødene trykkes heri med den penslede side nedad.
Brødene lægges på bagepladen og skæres næsten igennem, så hvert lange brød bliver til fire boller, der efter bagning kan brækkes fra hinanden.
Efterhæver tildækket i cirka ½ time og bages ved 220 grader i cirka 25 minutter.
Egner sig til frysning.

Oversigt

    Oversigt