Optagelse til omstridt film i gang

Optagelser til familiefilmen MGP-Missionen er gået i gang. Filmen fik afslag fra Det Danske Filminstitut på grund af skuespilleres hudfarve.

Det er første gang nogensinde at en spillefilm færdiggøres uden for København med alt fra redigering over lydefterarbejde til færdig bearbejdet digital filmkopi. Filmen er klar til levering til biograferne i foråret 2013.

Martin Miehe-Renard både instruerer og har skrevet manuskript sammen med forfatter Gitte Løkkegaard, der udgav "MGP Missionen" i 2009.

Unge talenter

De to 12-årige talenter Sylvester Espersen Byder og Malika Sia Paul, der har hovedrollerne som Karl og Sawan, får deres spillefilmsdebut med "MGP Mission".

Derudover medvirker Line Kruse, Ali Kazim og Lars Knutzon samt fynske Natali Vallespir Sand, der til dagligt arbejder på Odense Teater.

"MGP Missionen" handler om Karl Højby Hansen , der har levet de første 12 år af sit liv i Hvide Sande sammen med sin mor (Line Kruse), mormor og morfar (Lars Knutzon).

Derfor bliver chokket stort, da hans mor fortæller ham, at de skal flytte til København. Omstillingen bliver svær og absolut ikke hjulpet af, at han skal starte på Rådmandsgades Skole på Nørrebro, hvor 80 procent af børnene er tosprogede, og jargonen hård.

Karl begynder hurtigt at planlægge sin flugt tilbage til morfar og mormor og får hjælp fra uventet kant. For i 6B går også tyrkiske Sawsan, der har sat sig for at deltage i finalen i MGP trods sin families modstand. Karl og Sawsan finder stik mod alle odds sammen i en fælles mission vestpå.

Afslag på grund af hudfarve

Filmen blev "verdenskendt i Danmark" i maj måned i år, da det via dagbladet Information kom frem, at Det Danske Filminstitut havde givet filmen afslag om produtionsstøtte med begrundelse i skuespillernes hudfarve.

I stedet produceres"MGP Missionen" nu uden om Det Danske Filminstitut af Henrik Møller-Sørensen og Marcella Dichmann for ASA Film MGP med støtte af Danmarks Radio, FilmFyn og SF Film A/S i samarbejde med Cameo Fyn, SuperSonic Fyn og Kameraudlejningen.

"MGP Missionen" får premiere op til Påsken 2013 - torsdag den 21. marts.

Oversigt

    Oversigt