Optagelser på Fyn i gang til ny storfilm

En ny storfilm med en lang række danske stjerneskuespillere bliver de kommende uger optaget på Fyn.

Filmen "Der kommer en dag" skal blandt andet optages på Nordfyn, i Assens, Svendborg og Faaborg-Midtfyn.

"Der kommer en dag" er skrevet af Søren Sveistrup, der blandt andet stod bag tv-serierne Forbrydelsen og Nikolaj og Julie. Filmen handler om to brødre, der mod deres vilje bliver anbragt på børnehjemmet Gudbjerg, hvor børnene bliver tyraniseret og lever en daglig kamp for overlevelse. Elmer og Erik forsøger at indordne sig, men drømmer et oprør mod de uretfærdige voksne.

Harald Kaiser Hermann og Albert Rudbeck Lindhardt får debut som de to drenge, og blandt andre Lars Mikkelsen, Sofie Gråbøl, Lars Ranthe, Søren Sætter-Lassen, Sonja Richter er også på rollelisten.

Filmfyn har støttet produktionen, der bliver produceret af Zentropa og har et budget på 31,6 millioner kroner. "Der kommer en dag får premiere i foråret 2016.

Oversigt

    Oversigt