Optimisme om FC Svendborgs fremtid

En redningsgruppe vil finde en løsning på FC Svendborgs økonomiske udfordringer. Gruppen er optimistiske for fremtiden.

FC Svendborg har et gigantisk hul i kassen. Hele 1,2 millioner kroner mangler fodboldklubben.

Netop hullet i kassen har fået en gruppe af FC Svendborg-æresmedlemmer til at starte en redningsgruppe. Frontførerne er Jens Bertel Rasmussen og Erik Mølgaard, og lørdag inden opgøret mod Middelfart fortæller de, at klubben ser ud til at blive reddet.

-  Vi er optimistiske, og vi kan se lys for enden af tunnelen. Det er ikke et eksprestog, der kommer imod os, men vi er fortrøstningsfulde, fortæller Erik Mølgaard.

 

Krisen i FC Svendborg blev for alvor synlig, da spillerne den 20. september forlod træningen i protest, fordi de ikke havde fået udbetalt løn for august.

Den 30. september blev træner Michael Schønberg afskediget, og efterfølgende er spillerne gået med til at spille resten af sæsonen uden betaling. Men hullet i kassen skal stadig lukkes.

- Vi tror ikke på konkurs eller betalingsstandsning. Vi (Erik Mølgaard og Jens Bertel Rasmussen, red) var ikke gået ind i arbejdet, hvis vi ikke troede på, at der var noget at gøre. Vi har en gruppe af tidligere førsteholdsspillere, der også gerne vil hjælpe til med at rette op på situationen, og vi har kig på flere sponsorer, fortæller Erik Mølgaard.

 

 

Oversigt

    Oversigt