Optimistiske OB'ere lettede

OB satte tirsdag kursen mod Pamplona i Spanien. I morgen spiller odenseanerne en af de vigtigste kampe i klubbens historie.

OB-bussen ankom til lufthavnen i Beldringe i sidste øjeblik - lige inden flyet lettede. For spillerne venter der en kamp ud over det sædvanlige.

- Det er selvfølgelig en meget vigtig kamp. Måske den vigtigste kamp, jeg har været med til, sagde Rajko Lekic før afgangen.

Tror på sejr

I Osasuna i Spanien spiller OB onsdag klokken 20.45 holdets fjerde og sidste opgør i UEFA Cuppens gruppespil. Med en sejr vil odenseanerne gå videre i turneringen - og være blandt de 32 tilbageværende hold. Bliver det til uafgjort, afhænger det videre avancement af de andre resultater i gruppen.

- Vi har siddet og snakket om i bussen, hvad vi har brug for, men vi skal bare vinde. Jeg er overbevist om, at hvis vi spiller som vi plejer, så er det intet problem, lød det fra Mads Timm.

I torsdags var OB uheldige med kun at få uafgjort hjemme mod franske Lens:

- Jeg synes, at Lens og Osasuna er på samme niveau, men det er altid svært at spille på udebane - det blir en svær kamp, men hvis vi spiller godt, skal vi nok vinde, sagde Mads Timm inden han forsvandt ind til sikkerhedskontrol.

Klokken kvart over ti var det afgang i den store Boeing 737. Et af de største fly, der nogensinde er lettet fra lufthavnen i Beldringe, fløj afsted fyldt med spillere på vej til en af deres største kampe i karrieren.

Kampen bliver vist direkte på TV2 onsdag fra klokken 20.35.

Oversigt

    Oversigt