Optræk til forsoning i Kerteminde

Spidskandidaterne Sonja Rasmussen, Borgerlisten, og Palle Hansborg-Sørensen, Soc.dem., i Kerteminde lægger op til bredt samarbejde.

Hverken Sonja Rasmussen eller Palle Hansborg-Sørensen udelukker at pege på hinanden som borgmester i Kerteminde Kommune, hvis det kommende kommunalvalg gør det til en mulighed.

I TV 2/FYNs Duellen torsdag aften gjorde de begge sig til fortalere for et bredt politisk samarbejde i det kommende byråd.

De sagde samstemmende ja til at pege på hinanden som borgmester, hvis det kommer dertil.

- Det handler jo om et bredt samarbejde, sagde Sonja Rasmussen, Borgerlisten.

- Det skal ikke være et spørgsmål om personer, sagde Palle Hansborg-Sørensen, Soc.dem.

Dermed er der tegn på forsoning mellem de to, som ellers ikke var de bedste venner, da Sonja Rasmussen efter det seneste kommunalvalg forlod Socialdemokraterne og blev borgmester med opbakning fra de borgerlige og SF.

Oversigt

    Oversigt