I det fynske folks tjeneste

Oralsex skal på skoleskemaet

Analsex og oralsex skal på skoleskemaet allerede før 6. klasse. Det er et af budskaberne, når blandt andet fynske elever fredag skal snakke sexualundervisning med politikerne på Christiansborg.

Folkeskoleeleverne er trætte af at sexualundervisningen kun handler om sygdomme og prævention

Folkeskolens sexualundervisning er dybt forældet, og handler om beskyttelse og prævention i en tid, hvor hård porno kun er få klik væk for de fleste børn. Derfor er det på tide, at skolens sexualundervisning får et løft.

- Der er reelt ikke nogen undervisning før 6. klasse. Det synes vi er utrolig ringe. På det tidspunkt er kønsbehåring, menstruation og muligvis sex inde i billedet. Man har intet om emnet før et
tidspunkt, hvor de fleste er begyndt at udvikle sig på en eller anden måde, siger Andreas Frydenlund, 16 år, fra Brenderup og Omegns Realskole på Fyn til MetroXpress.

Fredag skal Anders Frydenlund og elever fra skoler i hele landet diskutere deres bud på en moderne seksualundervisning med politikere på Christiansborg.

- Der er behov for en eller anden form for dybdegående undervisning fra og med 3. klasse, siger Andreas Frydenlund.

I følge eleverne bør der være temauger om sex allerede fra 3. klasse og at der bør være mindst én times undervisning om ugen fra 6. klasse.