I det fynske folks tjeneste

Ørnstedt fortsatte metalhøsten

Louise Ørnstedt hentede sin tredje EM-medalje søndag, men måtte nøjes med sølv i titelforsvaret i 200 meter rygsvømning.

Den danske svømmer Louise Ørnstedt hentede søndag sin tredje medalje ved EM på kortbane i italienske Trieste.

Efter lørdagens guldmedalje på 50 meter rygsvømning måtte Louise Ørnstedt på stævnets sidstedag dog nøjes med endnu en sølvmedalje, da det gjaldt 200 meter rygsvømning, hvor danskeren ellers er forsvarende europamester.

I bassinet kunne Louise Ørnstedt ganske enkelt ikke følge med ukrainske Iryna Amshennikova, der lagde hårdt fra land og mod forventning magtede at holde konkurrenterne bag sig i hele løbet.

Amshennikovas flotte løb blev da også understreget af, at Ørnstedts tid i 2,06.44 minutter var mere end fornuftig og blot 11 hundrededele af et sekund fra danskerens nordiske rekord, sat da hun vandt EM-titlen sidste år.