Per Ørum returnerer til Finansministeriet

Kristendemokraten Per Ørum Jørgensen vender tilbage til Finansministeriet efter samtale med finansministeren.

Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen er tilbage i forhandlingerne om regeringens 2020-plan i Finansministeriet efter en samtale med finansminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Han mødte tidligere torsdag ikke op ved forhandlingerne efter kritik fra flere Venstre-politikere.

Hernings borgmester, Lars Krarup, havde beskyldt ham for at være "pinagtig" på grund af hans krav til fødeafdelinger og akutsygehusfunktioner i tre danske udkantsbyer Herning, Næstved og Svendborg.

- Jeg har haft en samtale med finansministeren, som jeg har et udmærket forhold til. Vi har en forståelse af, hvad det er for spilleregler, der er omkring en forhandling, så vi ligesom gør det ordentligt og respektfuldt i forhold til hinanden.

Det siger Per Ørum Jørgensen til TV2 News.

I hans fravær har løsgængeren Pia Christmas-Møller ifølge b.dk tilbudt at støtte regeringens 2020-plan.

Det er ikke finansministerens skyld, at Hernings borgmester "skejer ud" og er "fuldstændig udenfor pædagogisk rækkevidde", siger Per Ørum Jørgensen.

- Det vigtigste for mig er, at nu har vi fået en god tone, siger Per Ørum Jørgensen.

Inden han besluttede at blive væk fra forhandlingerne, forklarede han, at han hellere vil sidde og spise hveder i sin vestjyske "udkant" end "spilde tiden" i Finansministeriet, hvor han har været med til at forhandle regeringens tilbagetrækningsreform og 2020-plan på plads.

Oversigt

    Oversigt