I det fynske folks tjeneste

Rygeostens Dag: Oste-elskere lærte tips og tricks i røgen fra havrehalmen

Alle pladser var revet væk, da Jørgen Hoff fra Gundestrup Mejeri holdt workshop på Flakhaven i Odense og i en lind strøm af anekdoter lærte fra sig.

Foto: Morten Albek

Havrehalm. Hø fra engen. Brændenælder. Humle. Og lidt hemmeligheder fra skoven. Der var lidt af hvert i luften over Flakhaven i Odense fredag eftermiddag.

- Ja, jeg har jo taget lidt forskelligt med. Så kan deltagerne prøve det af, og se hvad de bedste kan lide, smiler Jørgen Hoff.

Den erfarne mejerist begyndte et arbejdsliv fyldt med ost som 14-årig på Kirkeby Mejeri. Siden 2007 har han ejet Gundestrup Mejeri. Og det er fra den base, han de senere år har kæmpet rygeostens sag.

Rygeost med solbær

- Hvornår jeg selv smagte rygeost første gang? Jamen, det kan jeg da ikke huske. Du må tænke på, at rygeost var ikke så almindelig inde i byen. Jeg voksede op i Svendborg. Dengang var rygeost noget der blev spist på landet. Men jeg lærte det da, da jeg kom på mejeriet i Kirkeby, mindes Jørgen Hoff.

Siden er der blevet røget mange rygeoste. Og spist mange madder.

- Hmm... Jeg skal jo nok sige, at min favorit er "Sol over Gundestrup". Det er jo rygeost på rugbrød med enten solbæl- eller hybenmarmelade henover. Men ved du hvad. Jeg kan også rigtig godt lide at starte dagen med et stykke franskbrød med rygeost og så nogle skiver agurk henover. Nu er det jo ikke sådan, at jeg spiser det hver dag. Men når jeg gør, så nyder jeg det, afslører Jørgen Hoff.

Læs også Liveblog: Sådan forløb Rygeostens dag

Så erfarne var deltagerne i workshoppen på Flakhaven ikke. For mange var det første gang de fik stukket en frisk rygeost i hånden og så ellers kunne gå i gang med at forme røgen med lige netop den smag de ønskede.

Frisk humle i røgen

- Nå, så du kan lide brændenælder? Ja, jeg synes jo ikke, at det giver så meget smag. Men jeg har frisk humle med. Vi laver jo også øl på mejeriet. Og humle kan noget. Men igen. Det er individuelt hvordan folk vil have smagen, indrømmer Jørgen Hoff.

Mere ensartet er smagen når Gundestrup Mejeri ikke bruger tiden på workshops, men i stedet fokuserer på eksport.

- Vi har fået lavet det sådan, at vi eksporterer til lande som Tyskland, Polen, Kina og Japan. Ikke mindst japanerne er glade for rygeost. Det er ret sjovt, siger Jørgen Hoff mellem tips og tricks til nye rygere af den fynske delikatesse.

Læs også Se billederne: Rygeosten blev fejret midt i Odense