Osteklingen får millionstøtte fra Højteknologifonden

Det fynske firma Odico, der har opfundet en revolutionerende måde at skabe bygninger i beton på, får nu en hjælpende hånd på vejen i form af en milliongave.

Højteknologifonden støtter med 13 millioner kroner et nyt forskningsprojekt, som samler ledende ekspertise inden for robotteknologi, arkitektur, matematik, IT og betonbyggeri.

Et voksende antal bygninger udfordrer i dag de klassiske firkantede former, som vi kender dem.

Byggeindustrien er ikke gearet til at efterkomme den voksende efterspørgsel på avancerede former, som kan give den enkelte bygning en hel unik drejning.

Derfor bliver det dyrt og besværligt at realisere de visioner, arkitekten designer.

Det vil Højteknologifondsprojektet BladeRunner lave om på. Den unge, fynske virksomhed Odico har som de første i verden udviklet en banebrydende, højeffektiv robotteknologi, der skærer avancerede støbeforme til betonindustrien i flamingo, eller i fagsprog Ekspanderet Polystyren (EPS).

BladeRunner-projektet skal videreudvikle denne teknologi, da man stadig er begrænset på en væsentlig parameter:

- I dag kan vi lave alle former, som kan beskrives af rette linjer," siger Anders Bundsgaard, administrerende direktør for Odico.

- Men i en lang række tilfælde har man brug for at kunne lave helt frie former, som det er tilfældet i en række store byggerier i udlandet og i Danmark. I BladeRunner-projektet vil vi skabe en ny teknologi, som kan producere alle former uden begrænsning - med samme høje hastighed som på nuværende tidspunkt. Dermed kan danske og udenlandske arkitekter realisere deres mest kreative former inden for en økonomisk overkommelig ramme. Det vil efter vores overbevisning bringe den danske byggesektor i den absolutte front internationalt.

Den vision deler Kasper Guldager Jørgensen, direktør 3XNs innovationsenhed GXN:

- Som en af Danmarks førende tegnestuer står vi for udformningen af en lang række byggerier, der ofte bryder med traditionel formgivning. Vi er dagligt udfordret i at realisere vores arkitektoniske visioner. Med BladeRunner-projektet tager den udvikling et tigerspring af dimensioner, som jeg tror vil hjælpe med at bringe dansk byggeri helt til tops i den globale udvikling.

Oversigt

    Oversigt