Østfynsk firma pionerer indenfor industriklatring

Voksne mænd, der klatrer rundt uden på høje bygninger. Det syn kan blive mere og mere almindeligt på Fyn. Et lille østfynsk firma er nemlig blandt pionererne inden for et ny område: industri-klatring.

Kan komme til allevegne

For Allan Halberg er det helt naturligt at være på vej ud over kanten. Han har nemlig noget af et specielt job. Han er industriklatrer.

Klatrerne pudser blandt andet vinduer på nogle af de nye havnebyggerier på Fyn. De vedligeholder industriskorstene og maskiner og har mange andre klatreopgaver. De løser de opgaver, hvor almindelige mennesker ikke kan komme til.

Tror på fremgang

Og i Nyborgfirmaet Comaco tror man på, at der vil være et boom i branchen i fremtiden.

- Det er egentlig kun i Danmark at man ikke kender industriklatring. Det er brugt alle andre steder - specielt i England og Frankrig, siger Jan Christensen, der ejer Comaco.

For kunderne er der den klare fordel, at man undgår at bruge tunge og dyre maskiner til opgaven - men kan nøjes med en mand iført reb og sikkerhedsudstyr. 

Oversigt

    Oversigt