Østrigske læger vil til Syddanmark

Op mod 200 østrigske læger viste interesse for at arbejde på et sygehus i det sydlige Danmark, da Region Syddanmark i går indbød til jobmesse i Wien.

Det rapporterer DR.dk/Trekanten.

Og mange af lægerne var langt i overvejelserne om et job på et dansk sygehus, fortæller chefkonsulent Annette Lunde Stougaard fra Region Syddanmark:
- Der var faktisk en del, som havde besøgt messen om formiddagen, som kom igen sammen med ægtefællen om eftermiddagen for lige at få  stillet de sidste spørgsmål og få en anden vinkel på deres overvejelser om at arbejde videre med os, siger Annette Lunde Stougaard.

Mange af de fremmødte læger var overraskede over arbejdsvilkårene på danske sygehuse. Det er ikke ualmindeligt, at en yngre læge arbejder op mod 100 timer om ugen. De har svært ved at forstå at arbejdstiden i Danmark er på 37 timer, og at arbejde derudover lønnes eller afspadseres.

Annette Lunde Stougaard forventer, at den første gruppe østrigske læger vil komme en tur til Danmark allerede sidst på året.

Oversigt

    Oversigt