Otte anholdt: Skød fyrværkeri ind over Nyborg Fængsel

Onsdag anholdt Fyns Politi otte mennesker, der fyrede fyrværkeri ind over murene til Nyborg Fængsel

Klokken 21.58 onsdag aften skød otte til ti mand fyrværkeri ind over Nyborg Fængsel. 

Fyns Politi ankom kort efter og anholdt otte mand. De blev sigtet for overtrædelse af fyrværkeriloven og for at "sætte sig i forbindelse med nogle, der er fængslet". 

Alle anholdte er af anden etnisk herkomst og fra Københavnsområdet, og vagtchef ved Fyns Politi Kenneth Taanquist fortæller, at de alle har relationer til nogle af de indsatte i Nyborg Fængsel. Han kan ikke oplyse, om de anholdte har relationer til bandemiljøet, eller om de er kendt af politiet i forvejen.

- Vi finder ud af, at formålet har været at opmuntre eller give de indsatte en god oplevelse, nu de ikke kan være ude mellem jul og nytår, fortæller Kenneth Taanquist. 

Alle otte er løsladt igen. 

Oversigt

    Oversigt