Otte års kamp om have

Et ægtepar på Langeland kæmper på ottende år for deres have. De købte et fritidshus på øen for at nyde naturen og idyllen omkring grunden, men nu må de ikke så meget som plante et æbletræ i haven.

Ifølge Naturstyrelsen er det nemlig landbrugsjord, de bor på.

På græsplænen stod to æbletræer på en meter i højden. Den havde ægteparret Johansen plantet på deres grund på deres fristed i Ristinge på Langeland.

Men æbletræerne blev forbudt af Naturstyrerlsen sammen med det planlagte syrenhegn og et mindre plankeværk.

- Det er jo helt ude i hampen. Vi er uforstående, siger Gert Johansson.

Gert Johansen og hans kone købte ejendommen i 2006 som et fristed midt i Langelands natur. Den 5000 kvm store ejendom er købt som parcelhus beliggende i landzone med dispensation.

- Vi får forevist grunden af sælger som et stort haveareal, og i oktober 2006 planter vi to små æbletræer, fortæller Gert Johansen.

Ulovlige æbletræer

Æbletræer er ulovlige her, fordi Naturstyrelsen mener at græsplænen ikke var have i 2001, da naturbeskyttelsesloven trådte i kraft.

Det vurderer styrelsen ud fra luftfotos.

- Det er slåningsmønsteret i græsplænen, der afgør det på luftfotoerne.

Hvad vil det sige?

- Ja, de kan se, at det er ikke slået med med en lille maskine, men måske med ef af de der have-parkmaskiner som man bruger i dag på de store arealer som det her er. Det er 5000 kvm der skal slås, og det slår man jo ikke med en lille håndskubber, siger Gert Johansen.

Familien Johansen fik en dom i 2007, der sagde at de skulle fjerne æbletræerne. De ankede dommen til Naturklagenævnet, men forgæves.

- To æbletræer, altså. På en græsplæne. Som ikke generer nogen. Vi kan ikke forstå det, siger Gert Johansen og ryster opgivende på hovedet.

Må ikke benytte haven som de vil

Så selvom parret betaler skat som parcelhus, må de ikke benytte deres have og plante de træer, de har lyst til.

Hvorfor planter I ikke bare de to æbletræer?

- Der står i afgørelsen, at vi vil blive politianmeldt og få en bøde, og hvis vi ikke retter ind, kan vi komme i fængsel, siger Gert Johansen.

Parret kæmper på ottende år for deres have, og de er nu oppe på 12 ringbind fyldt med sagsakter.

Nu har de valgt at sætte huset til salg.

- Det er ikke noget der trækker nye tilflyttere til Langeland, hvis man skal jagtes af Naturstyrelsen og Naturklagenævnet, bare man sætter en blomsterpind i græsplænen, siger Gert Johansen.

Langelands Borgmester Bjarne Nielsen (V) siger til TV 2/Fyn, at han er bekendt med sagen og er frustreret over situationen.

Naturstyrelsen og Miljøministeriet har torsdag ikke ønsket at udtale sig om sagen til TV 2/FYN.

Oversigt

    Oversigt