I det fynske folks tjeneste

Rigspolitiet lover: Der kommer flere kameraer op nu

Rigspolitiet lover, at der i løbet af fredagen vil være otte kameraer klar på udvalgte motorvejsbroer.

Foto: Morten Grundholm

Fredag morgen kom det frem, at kun tre ud af 30 kameraer var sat op på danske motorvejsbroer.

Det var ellers meningen, at de mobile kameraer skulle have været på plads allerede ved årsskiftet for at forhindre stenkast fra motorvejsbroer.

Men nu lover Rigspolitiet, at der i løbet af fredagen vil være otte kameraer klar på udvalgte steder. Det skriver Rigspolitiet på Twitter: 

"Ved udgangen af i dag vil i alt 8 kameraer være opsat og funktionelle ved udvalgte motorvejsbroer som følge af vores plan for implementeringen af motorvejskameraerne. Og vi er i fuld gang med at få de resterende 22 kameraer op til den 1. november i år."

Flere politikere har fredag kritiseret den langsomme proces med at få kameraerne på plads. 

- Det er simpelthen mangel på respekt. Vi havde fået lovning fra Søren Pape Poulsen på, at kameraerne ville blive sat op inden årsskiftet. Jeg troede, de alle var sat op, og der var styr på det, siger Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, til Radio24syv.

Drabet på tysk kvinde

For to år siden blev en tysk familie ramt af en stor betonflise på Fynske Motorvej. Den 33-årige kvinde døde på stedet, og manden blev invalid.

Flisen blev kastet fra en motorvejsbro ved Vissenbjerg, og gerningsmanden er stadig ikke fundet. Det er også her, at et af kameraerne var blevet sat op.

I februar 2018 blev dette kamera sat op på den motorvejsbro, hvor der blev kastet en betonklods, som dræbte en tysk kvinde tilbage i august 2016. Foto: Ole Holbech

Sagen med den tyske familie er den mest alvorlige i en lang række af sager med stenkast fra danske motorvejsbroer.

Tirsdag aften blev der anmeldt endnu et kast fra Fynske Motorvej. Denne gang understreger Fyns Politi, at der er tale om en "genstand", der muligvis er blevet kastet fra motorvejsbroen ved Ravnebjerggyden i Blommenslyst, og ikke nødvendigvis en sten. 

03:53

Der skulle stå 30 kameraer på danske motorvejsbroer ved årskiftet, men indtil i dag stod der kun tre.

Luk video