Otte millioner ekstra: Både dyrskue og fodbold på dyrskuepladsen

Med en ekstra pose penge på otte millioner bliver der plads til både fodbold og dyrskue på Odense Dyrskueplads.

Der er fundet en løsning omkring brugen af Odense Dyrskueplads. Det kunne borgmester Peter Rahbæk Juel (S) og rådmand Jane Jegind (V) fortælle mandag aften, hvor de præsenterede et nyt samarbejde, der skal tilgodese både boldspillere og dyrskuedeltagere. 

- Nu har vi fået skabt en løsning, hvor der er fremtidssikrede forhold for alle. Det gør at der er bedre rammer for vores fritidsaktiviteter, og samtidig kan Det Fynske Dyrskue blive, hvor det har været i mange, mange år, sagde Peter Rahbæk Juel i forbindelse med præsentationen.

Ultimatum fra dyrskuet

Det Fynske Dyrskue meldte i sidste uge klart ud, at man ville lukke for den årlige begivenhed, hvis Odense Kommune flyttede skuet til en anden mark til fordel for de fynske boldklubber. 

- Det går ikke ud over nogen, det vi laver. Det er en fantastisk dejlig dag, hvor vi får alting til at gå op i en højere enhed. Dyrskuet kan blive, hvor det er og fodbold får lov til at udfolde sig, sagde Jane Jegind.

Penge fra ubrugte puljer

Med den nye løsning får alle plads, for der skal bygges nye faciliteter. Og pengene til det skal findes i ubrugte puljer fra både By- og Kulturudvalget og Økonomiudvalget.

Udover de 16 millioner kroner, der er afsat i Budgetforliget 2017 bidrager By- og Kulturudvalget med to millioner og Økonomiudvalget med seks millioner kroner til den nye løsning.

Oversigt

    Oversigt