Otte statuetter uddelt i Svendborg: Men Ghita fik størst bifald

Til aftenens Svend-prisuddeling stak filmen "Så længe jeg lever" af med to statuetter. Men det største bifald gik til skuespilleren Ghita Nørby, som modtog Svends Hæderspris.

To nomineringer - to statuetter.

Filmen "Så længe jeg lever" med Rasmus Bjerg i hovedrollen som folkemusikeren John Mogensen gjorde rent bord ved aftenens Svend-prisuddeling i Svendborg.

"Så længe jeg lever" modtog både prisen for Årets danske film og Årets mandlige skuespiller. 

Vinderne er ...

 

På trods af tre nomineringer til både "Gud taler ud" og "Mens vi lever" strøg fortællingen om John Mogensen direkte ind som publikums favorit og blev den film, der løb med flest priser onsdag aften.

Publikums favoritter

Men det største bifald fra de mange hundrede mennesker, der var samlet på torvet i Svendborg onsdag aften gik til skuespiller Ghita Nørby, da hun gik på scenen for at modtage den nyindstiftede pris Svend Hædersprisen.

Ghita Nørby er inviteret som hædersgæst i hele Svend-ugen, hvor hun bliver hyldet for sine mange store bedrifter på film, tv og på teateret igennem et langt liv, men også modtager hyldest for sin fantastiske personlighed.

Det var en tydeligt bevæget Nicolai Lie Kaas, der overrakte prisen til Ghita Nørby, mens hovedpersonen selv tog situationen med et smil.

- Hvordan i alverden skulle man kunne sige nej tak til kærlighed og venlighed? Det kan man jo kun modtage med åbne arme, lød det fra Ghita Nørby, da TV 2/Fyns udsendte ønskede hende tillykke med hædersprisen.

Det er 14. gang, at Svend-priserne uddeles.

De nominerede film og serier er valgt ud fra antal solgte billetter og tv-seere, mens en jury har fundet de nominerede skuespillere fra samtlige film og tv-serier, der er produceret i perioden fra 1. juli 2017 til 30. juni i år. 

Som hvert år er det udelukkende publikum, der vælger årets vindere.

Foruden de otte kategorier og den nye hæderspris uddelte juryen prisen for årets håb til instruktør Mehdi Avaz. 

Oversigt

    Oversigt