I det fynske folks tjeneste

OUH beskyldt for dødbringende sjusk

02:52
00:48

Gitte Pedersen mener at sjusk på OUH kostede hendes onkel livet

1 af 3

Niecen til en 77-årig mand mener, at skadestuen på OUH overså et kraniebrud efter onklens styrt på scooter. Han døde få dage efter besøget på skadestuen.

Den 77-årige Erik Sørensen var Kristi Himmelfartsdag på besøg hos sin niece Gitte Pedersen i Munkebo.

På vejen hjem styrtede han på sin scooter og slog hovedet.

Niecen ledsagede onklen i ambulancen til skadestuen i Odense.

Her blev han afvasket af en sygeplejerske og sendt hjem uden at blive tilset af en læge, uden scanning eller vejledning i eventuelle faresignaler, når man har slået hovedet.

Det selvom der var faresignaler. For eksempel havde han røde mærker om det ene øje - et såkaldt brillehæmatom, der er et klassisk symptom på kraniebrud.

Alligevel blev han sendt hjem efter en halv time.

Døde efter seks dage

Erik Sørensen døde seks dage efter ulykken.

Politiet fik lavet en obduktion og oplyste ifølge niecen Gitte Pedersen, at dødsårsagen var et kraniebrud, der i dagene efter ulykken udviklede hjernehindebetændelse.

Gitte Pedersen er overbevist om, at den overfladiske behandling på skadestuen har kostet hendes onkel livet.

- Det er ikke i orden at han skulle dø på den her måde - eller at andre dør på den måde, siger hun til TV 2/FYN.

Skadestuen afviser

På akutmodtagelsen afviser Michael Hansen-Nord, Ledende overlæge, at der er sket fejl.

- Det der er sket i visitationen i denne sag er helt efter bogen og det faglige niveau er efter min mening helt som det skal være, siger han.

Ifølge Michael Hansen-Nord står der ikke noget om brillehæmatomet i journalen.

- Hvis de pårørende ikke er tilfreds med det svar, så må de gå til patientombuddet og få en uvildig vurdering, siger han.

Og det har Gitte Pedersen tænkt sig at gøre.

- Vi får ikke Erik tilbage af det, men det kan måske hjælpe til at andre ikke kommer ud for lignende sager, siger hun til TV 2/FYN.

Ved du noget? Så send os et tip