I det fynske folks tjeneste

OUH får motorvejsforbindelse

Det er næsten sikkert, at regeringen siger ja til etablering af en ny motorvejstilslutning i forbindelse med det kommende superhospital i Odense S.

00:56

1 af 2

Det fynske folketingsmedlem Lars Chr. Lilleholt (Venstre) er efter samtaler med transportminister Hans Christian Schmidt overbevist om, at Odense får en ny til- og frakørsel til den fynske motorvej.

Det er et længe næret ønske i Odense Byråd, fordi der ventes at komme store mængder trafik, når det ny superhospital syd for Syddansk Universitet tages i brug.

Og det i en del af byen, hvor der allerede er meget trafik.

Projektet skal indgå i et trafikforlig, som ikke er på plads, men Lars Chr. Lilleholt er sikker i sin sag:

- Jeg har lagt massivt pres på transportministeren om det, og jeg tolker hans udmeldinger sådan, at den ny til- og frakørsel er i hus, siger Lars Chr. Lilleholt (Venstre)

Frakørsel Hjallese lukker

Går det som Odense ønsker indebærer planerne, at den nuværende Munkebjergvej forlænges fra Landbrugsvej, ud forbi det kommende hospital til motorvejen.

Til gengæld bliver den nuværende frakørsel Hjallese lukket.

Derudover skal der ske andre omlægninger, som alt i alt skal få trafikken til at glide bedre i Odense S

Der er tale om et vejbyggeri til omkring 250 millioner kroner.

Lars Chr. Lilleholt håber, at vejbyggeriet bliver færdigt, inden byggeriet af superhospitalet for alvor går igang i 2013.

- Det vil gøre det langt lettere at bringe byggematerialer og medarbejdere frem til sygehusbyggeriet, siger han.

Vis motorvejsfrakørsel på et større kort


Vis motorvejsfrakørsel på et større kort