OUH får hjertepatienter

Politikerne i Region Syddanmark afgør torsdag om hjerteoperationerne i Region Syddanmark skal placeres på OUH eller på HjerteCenter Varde. Alt tyder på at politikerne vælger OUH.

Allerede nu tegner der sig et klart flertal for at følge indstillingen om at flytte alle hjerteoperationer til OUH, og det kan betyde dødsstødet til hjerteoperationer på HjerteCenter Varde,som ellers er i fuld gang med at bygge ud for omkring 100 millioner kroner.

Sundhedsstyrelsen kræver at hjertecentre opererer mindst 750 hjerter om året, og det giver kun plads til ét hjertecenter i Region syddanmark.

- Hvis ikke kravet fra Sundhedsstyrelsen bliver lempet, har vi intet andet valg end at stoppe samarbejdet med HjerteCenter Varde og samle alle operationerne i Odense, for som region er vi forpligtet til at sikre operationerne på vores universitetshospital, siger medlem af Regionsrådet, Stephanie Lose(V) til Jyske Vestkysten.

HjerteCenter Vardes cheflæge Ricardo Sanchez kalder meldingen fra Region Syddanmark meget alvorlig, da aftalen, siden den blev lavet med det gamle Ribe Amt i 1997, har udgjort centrets eksistensgrundlag.

- Nu afventer vi situationen, men hvis regionen dropper os, må vi indrette os på en anden måde og se, om vi kan finde patienter andre steder, eksempelvis i Norge og Sverige, siger Ricardo Sanchez til avisen.

Oversigt

    Oversigt