OUH-forskere vil bremse udgifter til blinde diabetikere

Et nyt europæisk forskningsprojekt skal hjælpe de diabetikere, der mister synet som følge af deres sygdom.

Samtidig med at eksperter spår, at statens sundhedsbudgetter vil eksplodere i takt med det stigende antal diabetikere i landet, er et hold europæiske forskere klar med et nyt forskningsprojekt, der kan sænke omkostningerne.

Et stort forskningsprojekt med dansk deltagelse vil nemlig halvere omkostningerne til behandling af sukkersygepatienter med øjenproblemer, som er en af de hyppigste følgevirkninger af sygdommen.

- Vi er kede af, at vi hidtil kun har kunnet behandle patienter, når sygdommen er så fremskredet, at synet er truet, siger Jakob Grauslund, forskningsleder på øjenafdelingen på Odense Universitetshospital (OUH), i en pressemeddelelse.

- Det vil være et kæmpe skridt fremad, hvis man med øjendråber kan forhindre - eller i det mindste forsinke sygdommen. Også i et økonomisk perspektiv, fortsætter han.

Diabetisk retinopati er en øjensygdom, som rammer de fleste patienter med diabetes.

Den indebærer ændringer i de små blodkar, som forsyner nethinden i øjets bageste del og kan i værste fald medføre svært synstab eller blindhed.

De sundhedsmæssige udgifter til patienter med øjensygdommen er næsten dobbelt så store som hos de diabetespatienter, der ikke har sygdommen. Men nu skal en ny behandling med øjendråber gøre det muligt at behandle patienterne tidligere.

- Vi håber og tror, at vi med denne behandling kan være med til at forhindre øjenkomplikationer hos de næsten 300.000 danske diabetikere, siger ph.d.-stipendiat Ulrik Frydkjær-Olsen, som står i spidsen for den praktiske del af forsøget på OUH.

Indtil videre har det ikke været muligt at behandle patienter, der har øjensygdommen, i et tidligt stadie.

Ved sen sygdom er det muligt at give laserbehandling eller medicinindsprøjtninger i øjet.

Oversigt

    Oversigt