I det fynske folks tjeneste

OUH-kritik: Vi kan ikke vente seks år på optimal kvalitet

Dansk Sygeplejeråd og Patientforeningen kritiserer OUH for de dårlige forhold, som Arbejdstilsynet har fundet på sygehuset.

TV 2/ FYN har fået aktindsigt i en rapport fra Arbejdstilsynet, der afslører, at flere arbejdsforhold er kritisable på sygehuset. Det gælder både stressramte jordemødre, et ustabilt alarmsystem og et ventilationssystem, som heller ikke lever op til standarten.

 

Vi kan ikke have et hospital, der i seks-syv år, kører på nedsatte kræfter og nedsat kvalitet

Når der ikke er tale om et strakspåbud, ser OUH dog ikke ser nogen grund til at stoppe eksempelvis operationer, hvor der breder sig en lugt af brændt hud, som ventilationen ikke kan fjerne. For selvom medarbejderne kan blive utilpasse under operationen, er røgen ikke farlig for dem.

 

Men arbejdsforhold som disse skal være i orden, lyder det fra Dansk Sygeplejeråds Kredsformand i Syddanmark John Christiansen.

- Vi har ikke råd til at spare på arbejdsmiljøet for de ansatte.

 

D. 27. april sagde Kim Brixen til TV 2/ FYN: Vi har et gammel sygehus, og vi skal hele tiden passe på med kun at investere i lige præcis det, der er nødvendigt, men heller ikke mere, fordi vi skal fraflytte sygehuset.

Den udmelding gør både John Christiansen og Patientforeningens formand, Niels Jørgen Langkilde, nervøse, for hvad der kan vente patienter og ansatte de næste seks år.

- Vi kan ikke have et hospital, der i seks-syv år, kører på nedsatte kræfter og nedsat kvalitet, lyder det bekymrende fra Niels Jørgen Langkilde.

 

Både Patientforeningen og Dansk Sygeplejeråd ser også nervøse på det nye supersygehuse, som de begge ellers var begejstret for. John Christiansens oplevelse er, at der allerede spares på det nye sygehus, inden man er færdig med at bygge.

- Hvis det er retorikken hele vejen igennem, vil det betyde, at vi som ansatte skal acceptere nogle dårlige vilkår, fordi det ellers er for dyrt at forbedre.

 

Hos Region Syddanmark mener formanden for Sundhedsudvalget ikke, at OUH kan betegnes som et andenrangssygehus. Der må dog ikke være en mellemperiode, hvor der ses en dårligere kvalitet, lyder det fra Poul-Erik Svendsen

 

De ord håber Patientforeningen og Dansk Sygeplejeråd holder stik de næste år.

- Seks år er jo lang tid at gå og vente på at skulle acceptere tingenes tilstand og husets forfald, nært sagt. Med det fokus, der er på de ansattes sygefravær, er der god grund til løbende at gennemføre, de forbedringer, der er behov for.