I det fynske folks tjeneste

OUH-læge: Mere medicin mod usund livsstil

Ny medicin kan give bedre behandling for en tredjedel af de i alt 370.000 danskere, som i dag får medicin for forhøjet kolesterol-indhold i blodet. Det mener overlæge Mogens Lytken Larsen fra OUH.

For højt indhold af kolesterol har allerede i dag sendt 370.000 danskere i medicinsk behandling, men cirka 130.000 af dem kan ikke nå deres behandlingsmål med traditionel behandling med kolesterolsænkende medicin. De er derfor trods behandling i konstant risiko for at blive ramt af blandt andet blodpropper i hjertet.

Derfor opfordrer overlæge Mogens Lytken Larsen fra Hjerteafdelingen på Odense Universitetshospital til, at de praktiserende læger forholder sig til kolesterolsænkning på en ny måde.

- Jeg håber, at de praktiserende læger vil begynde at forholde sig til sænkning af kolesterol, som de gør, når det gælder forhøjet blodtryk, hvor flerstofbehandling er særdeles udbredt. Ved at give flere stoffer kan man både optimere effekten og reducere bivirkningerne, siger Mogens Lytken Larsen til Frederiksborg Amts Avis.

Han peger på, at det nye stof ezetimibe i den forbindelse kan blive et vigtigt værktøj, fordi det virker ved at nedsætte fedtoptagelsen i tyndtarmen.

Stoffet har ingen kolesterolsænkende virkning i sig selv, men i kombination med andre præparater kan det nye stof gøre det muligt for flere at sænke kolesteroltallet til et tilfredsstillende niveau.

Ingrid Willaing, sundhedschef i Hjerteforeningen, erkender, at medicinering er nødvendig for mange mennesker med for højt kolesteroltal, og dem bliver der flere og flere af.

- Fedme giver ikke i sig selv forhøjet kolesterol, men for lidt motion og dårlige spisevaner øger risikoen for forhøjet kolesterol, og alt tyder på, at situationen bliver værre og værre i Danmark i øjeblikket, siger
Ingrid Willaing til Frederiksborg Amts Avis.

Hun opfordrer til, at man lægger kosten om i det omfang, som er muligt.