I det fynske folks tjeneste

OUH-ordre gik til italienere: Nu fyrer MT Højgaard

MT Højgaard nedlægger 160 stillinger, blandt andet fordi koncernen ikke fik ordren på nyt OUH i Odense. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Entreprenørkoncernen MT Højgaard nedlægger 160 stillinger. Årsagen er blandt andet at firmaet ikke skal bygge det nye OUH i Odense.

Ud af de 160 stillinger, der nu bliver nedlagt, er 100 mand allerede blevet afskediget. Der er tale om funktionære og stabs- og supportfunktioner i hele landet. I Odense har koncernen en stor afdeling, men det har ikke været muligt at få oplyst, hvor mange fynske stillinger, der bliver berørt af nedskæringerne.

Læs også Byggeri af Nyt OUH: Italienere har haft svær vej til anti-korruptionsliste

Nedskæringerne kommer efter at koncernen er gået glip af en stor ordre i  Frederikssund og ordre til OUH i Odense. Det oplyser Ejendomswatch.

- Der var vi med helt i opløbet, og i tilblivelsen af sådanne projekter gearer vi jo vores organisationen til det. Så der har vi måttet sige, at når vi ser på det omsætningsniveau, vi kigger ind i 2018, så har vi måttet tilpasse vores kapacitet, så den svarer til det, siger Torben Biilmann, adm. direktør i MT Højgaard, til EjendomsWatch.

Et politisk flertal i Region Syddanmark valgte i december et joint venture ledet af italienske CMB/Itenera til fordel for de to andre bydere, som var MT Højgaard og NCC, der sammen med Bravida bød på det 2,8 mia. kr. store projekt. 

Torben Biilmann forventer ikke yderligere stillingsnedlæggelser, da koncernen trods alt befinder sig i et marked med høj aktivitet.

- Vi gør, hvad vi kan, og vinder da også en del projekter. Og det er jo også vigtigt at sige, at det her kun vedrører MT Højgaard i Danmark og ikke vores datterselskaber, siger direktøren til Ejendomswatch.

Læs også Italiensk totalentreprenør skal bygge Nyt OUH

Ved du noget? Så send os et tip