I det fynske folks tjeneste

OUH taber terræn på behandlingskvaliteten

Mammografiscreeninger på OUH giver større chance for at overleve brystkræft.

Odense Universitetshospital har samlet set lavere behandlingskvalitet end to af de tre andre universitetshospitaler i København, Aarhus og Aalborg. Det viser en storstilet undersøgelse.

Efter at have scoret førstepladsen blandt de fire universitetshospitaler i 2014 ligger OUH nu på næstsidstepladsen hvad angår behandlingskvalitet.

Det fremgår af en undersøgelse foretaget af magasinet Dagens Medicin, som har vurderet på en stor mængde data om alt fra omdømme blandt sundhedsprofessionelle, kvalitet på de forskellige behandlingsområder og patienters tilfredshed.

Undersøgelsen placerer samlet set Aarhus Universitetshospital i top, tæt fulgt af Rigshospitalet med Aalborg Universitetshospital på tredjepladsen.

Hovedårsagen til OUHs samlede bundplacering er en markant lavere patienttilfredshed end på de andre hospitaler.

OUH har fået 73 point af 100 mulige, mens Aalborg har 96, Rigshospitalet 87 og Aarhus 93 point.

Med til historien hører dog, at OUH ligger højest på flere parametre end både Aarhus og Rigshospitalet og kun scorer lavest på ni ud af 59 behandlingsområder, hvor konkurrenterne så til gengæld er så meget i front, at de samlet set bliver placeret øverst på listen.

Dagens Medicin fremhæver desuden, at kvalitetsdata for de fire hospitaler er så lige, at kun enkelte dårlige resultater afgør deres placering på skalaen.

 

Ved du noget? Så send os et tip