I det fynske folks tjeneste

Øvelse: 16 kvæstede til OUH

To busser fyldt med unge på vej på skiferie forulykker i eftermiddag på den fynske motorvej. 16 hårdt kvæstede bliver kørt til behandling på OUH.

Det er glat på motorvejen mellem Odense og Middelfart da de to busser med unge er på vej mod Billund Lufthavn. Den ene bus skrider ud og kolliderer med den anden. Begge busser rammer autoværnet, og den ene bus lander på højre side, mens den anden bryder i brand.

Den dramatiske scene er sat, når AMK (regionens Akutte Medicinske Koordinationscenter) torsdag klokken 18 modtager 16 hårdt kvæstede figuranter. Øvelsen skal træne den Fælles Akutmodtagelse og andre fagrupper på OUH i at håndtere katastrofesituationer.

- Det er vigtigt, at vi træner vores organisation i, hvordan indsatsen skal organiseres, når hospitalet fx med kort varsel skal modtage et større antal tilskadekomne, end det sædvanlige beredskab kan håndtere, siger direktør og formand for Beredskabskomiteen på OUH Jens Peter Steensen.

Formålet er at teste kapaciteten og samarbejdet mellem AMK, OUH's beredskabsstab og de berørte afdelinger. Mere end 100 personer på OUH er involveret i øvelsen.

- Vores beredskabsplaner skal selvfølgelig afprøves i praksis - eller mere præcist, i simuleret praksis. Vi gennemfører mindre, lokale øvelser i løbet af året, men hvert andet år i Odense og hvert andet år i Svendborg gennemfører vi store, virkelighedsnære øvelser, hvor vi håndterer situationer med fx mange tilskadekomne, siger Jens Peter Steensen.

Ved du noget? Så send os et tip