I det fynske folks tjeneste

Over 100 trafikanter taget af Fyns Politi

Mange billister tænker sig nok en ekstra gang om inden de næste gang bevæger sig ud i at finde alternative ruter til den lukkede Thomas B. Thriges Gade.

Det kniber stadig for mange trafikanter at holde sig indenfor loven, når de skal finde nye veje gennem Odense efter at Thomas B. Thriges Gade lukkede for knap to uger siden.

Det fik torsdag Fyns Politi til at afholde en trafikkontrol rundt omkring i Odense, på de gader, som er blevet ekstra hårdt belastet efter lukningen af Thomas B. Thriges Gade. Og det blev en travl dag for politiet, trafikkontrollen endte nemlig med, at der blev udskrevet over 100 bøder.

Værst så det ud ved Frederiksgade, hvor der alene blev udstedt 65 bøder.

Og selvom mange af bøderne sker på baggrund af at mange af billisterne er igang med at finde nye veje gennem midtbyen efter omlægningen af gaden, så er det ikke længere nogen undskyldning.

- Da Thomas B. Thriges Gade lukkede sagde vi, at vi ikke ville fare frem med bødeblokken fra dag 1., men nu er der gået så lang tid, at vi føler, det er på sin plads at udskrive bøder, der hvor man overtræder en klokkeklar skiltning, udtaler Preben Ingemansen fra Fyns Politi til TV2 Fyn.

Ved du noget? Så send os et tip