Lærere i isolation giver udfordringer: Kommuner efterspørger mere selvbestemmelse

I flere kommuner giver læreres fravær på grund af corona udfordringer. I nogle kommuner kaldes der på mere fleksible retningslinjer.

Når eleverne er kommet tilbage i skole, er det ikke kun dem, der er i risiko for at blive sendt hjem i isolation - enten som smittet eller nærkontakt. Den risiko deler lærerne med eleverne.

quote Det er en udfordring, for der skal laves et puslespil

Vivian Edelborg, næstformand, Lærerkredsen Faaborg-Midtfyn, Kerteminde og Nyborg

Der er stor forskel fra skole til skole, hvor stort omfanget af fraværende lærere er. Det fortæller repræsentanter i lærerkredse og lokale skolelederforeninger fra ni af de fynske kommuner, som TV 2 Fyn har været i kontakt med.

Et puslespil med kreative brikker

Men når lærere er fraværende på skolerne, fordi de skal sidde hjemme i isolation, giver det udfordringer i at få skoledagene til at hænge sammen på skolerne. 


 - Det er en udfordring, for der skal laves et puslespil for at få vikarbesætning til at gå op, fortæller Vivian Edelborg, der er næstformand for lærerkredsen, der dækker over Faaborg-Midtfyn, Kerteminde og Nyborg Kommuner.

Hun har ikke overblik over, hvor stort omfanget af fraværende lærere er i de tre kommuner samlet set, men hun ved, at man på en skole i Faaborg-Midtfyn Kommune måtte ty til online-undervisning, hvor eleverne sad i klasselokalet, og læreren sad hjemme.

Brugen af vikarer er en gennemgående løsningsmulighed, men ovenstående kreative eksempel står ikke alene.

Karen Rasmussen, der er formand for den lokale skolelederforening i Nyborg Kommune, fortæller også, at hun kender til tilfælde, hvor vejleder- og forberedelsestimer er inddraget for at dække undervisning.

På Korup Skole i Odense, hvor Simon Hempel-Jørgensen, som også er formand for kommunens skolelederforening, er skoleleder, er 20 af 75 pædagogiske medarbejdere lige nu hjemme. Her har der også været brug for kreative løsninger. Blandt andet har en lærer undervist to klasser, skoledage er blevet forkortet og en klasse med normalt to lærere har måtte nøjes med én.

Langt de fleste, som TV 2 Fyn har talt med, giver udtryk for, at situationen lige nu er håndterbar. Men ovenstående bliver også kaldt korttidsløsninger, og i nogle kommuner kaldes situationen sårbar, hvis fraværet af lærere stiger.

Selvbestemmelse i skolerne

Netop uvisheden i, hvordan situationen med lærerfravær udvikler sig, betyder også, at der i flere kommuner ønskes mulighed for mere selvbestemmelse i forhold til, hvordan smitten skal håndteres. 

- Det kan skolerne, skoleleder og kommuner godt selv finde ud af, siger Mads Alnor, der er formand for Vends Herreds Lærerkreds, der dækker Middelfart Kommune.

Han påpeger, at skolerne lige nu ikke må sende klasser hjem eller lukke skolen, som ellers tidligere har været et muligt værktøj.

- Der er ikke nogen, der vil gøre det for sjovt, siger han.

- (Vi, red.) har ikke lyst til at sende elever hjem, hvis det ikke er nødvendigt.

Men hvis det blev nødvendigt, så han gerne at muligheden forelå. Ønsket om at kunne hjemsende elever deler han med lærerkredsen i Nyborg Kommune og Karsten Solberg, der er skoleleder på Ærøs eneste folkeskole i Marstal.

Vil du vide mere om grundskolernes gældende retningslinjer og anbefalinger? Så klik her.