I det fynske folks tjeneste

Overfald i Vollsmose: Her er skaderne på bilen fra Dyrenes Beskyttelse

En smadret baglygte, buler og fodaftryk på bilens side vidner om overfaldet i Odense-bydelen Vollsmose.

00:34

En kvindelig dyreredder fra Dyrenes Beskyttelse blev overfaldet af en gruppe unge, da hun kom kørende i organisationens bil for at hente en kat, der var kommet til skade.

Ifølge politiet og et vidne blev kvinden revet i håret, og hun blev råbt ind i hovedet.

TV 2/FYN har efterfølgende set bilen, som kvinden kom kørende i, da hun blev omringet i Vollsmose. Bilens ene baglygte er blevet smadret. Derudover er der fodaftryk på bilen, og der er også sparket buler i siden.

Læs også Se videoen: Her bliver kvindelig dyreredder overfaldet i Vollsmose

Mobiloptagelser, der angiveligt viser episoden, afslører, hvordan en gruppe unge omringer bilen fra Dyrenes Beskyttelse. Videooptagelserne viser, at i hvert fald to personer sparker på kvindens bil, hvor baglygten smadres. Flere af personerne er henne ved den åbne bildør og stikker hovedet ind i bilen til dyreredderen.

Fyns Politi behandler ifølge politiinspektør Johnny Schou episoden som en voldssag.

- En eller anden råber: "Vi slår dig ihjel". Hun bliver selvfølgelig bange. Umiddelbart efter er der en anden, der sætter sig ind på forsædet og sætter bilnøglen i, så hun kan køre derfra - og vedkommende siger: "Nu skal du køre herfra". Og det gør hun så, fortæller Johnny Schou.

00:22 Luk video

Pistoltegn med fingrene

Det var anden gang, at den frivillige dyreredder blev udsat for chikane. Dagen inden overfaldet kørte kvinden på ringvejen i Hunderupkvarteret, hvor hun ifølge Fyns Politi observerede en bil, der kørte over for rødt.

- På et tidspunkt kommer de til at holde ved siden af hinanden ved et lyskryds, og hun ryster på hovedet over deres opførsel, og det giver så anledning til, at man i den anden bil er meget truende. De kører hånden over struben, og de viser pistoltegn med fingrene mod føreren af dyreambulancen, fortæller Johnny Schou til TV 2/FYN. 

Ifølge Johnny Schou skete der ikke mere den dag. Men da kvinden næste dag blev kaldt til Vollsmose, genkendte hun og personerne i bilen hinanden, og det førte til konfrontationen.

- Kvinden er meget berørt af overfaldet og har modtaget krisehjælp, siger Henrik Bucholdtz, der er dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse.

00:33 Luk video