Overfald på Jeginds mand: Hvor er forbindelsen mellem piger og gerningsmænd?

Vicepolitiinspektør Henrik Justesen, Fyns Politi, har aldrig tidligere hørt om, at nogen er blevet overfaldet, fordi de ville hjælpe.

Vicepolitiinspektør Henrik Justesen, Fyns Politi, oplyser til TV 2/FYN, at man arbejder på, at finde forbindelsen mellem de tre piger, der kørte galt i Seden tirsdag aften og de fire mænd, som overfaldt og tævede rådmand Jane Jeginds mand, Lars Møllerhøj.

Henrik Justesen formoder, at politiet kender gerningsmændene, som slog Lars Møllerhøj i jorden og slog og sparkede ham i hovedet, da han forsøgte at hjælpe tre piger, der var kørt galt ved hans hjem i Seden.

Til politiet har Lars Møllerhøj forklaret, at han snakkede med pigerne, da en bil, en mørk blå sedan-model med de fire mænd i, kom kørende til stedet. Lars Møllerhøj foreslog pigerne, at han ville ringe til politiet, men får et slag og falder til jorden.

- Ingen havde anmeldt noget. Men vi formoder, at pigerne havde ringet efter mændene, og det er det vi efterforsker for at finde ud af, siger Henrik Justesen. Han fortæller desuden at Lars Møllerhøj stod med sin telefon i hånden, og at pigerne mente, at han filmede dem.

Den bil, som de tre piger forulykkede med, blev en time tidligere anmeldt som stjålet. Anmelderen havde tidligere på aftenen haft besøg af pigerne, og Henrik Justesen oplyser, at der skal snakkes yderligere med ejeren af den forulykkede bil.

Ikke hørt om før

Det grove overfald på Lars Møllerhøj, som kostede ham en brækket næse og en hjernerystelse,  er ikke noget som Henrik Justesen tidligere har oplevet.

- Det grove ved denne hændelse er, når man kommer til for at hjælpe nogen, fordi man hører om et færdselsuheld eller om nogen, der er kommet til skade, så har jeg ikke før set eller hørt om, at man ligefrem bliver slået ned for at hjælpe andre, siger Henrik Justesen.

 

Oversigt

    Oversigt