I det fynske folks tjeneste

Overfaldet af røvere to gange

Ægteparret, der natten til tirsdag blev udsat for et voldsomt røveri i deres hjem i Rydskov på Vestfyn, blev også i 1997 udsat for væbnet røveri. Dengang blev manden overfaldet af en knivbevæbnet røver, mens han lå og sov på sin sofa.

-

Ægteparret, der natten til tirsdag blev udsat for et voldsomt røveri i deres hjem i Rydskov på Vestfyn, blev også i 1997 udsat for væbnet røveri.
Dengang blev manden overfaldet af en knivbevæbnet røver, mens han lå og sov på sin sofa.

\"Nu skal vi have installeret en tyverialarm. Det her gider jeg ikke mere\", siger Børge Kraft Andersen, der stadig er chokeret over nattens overfald.

Bagbundet i soveværelset
Sammen med sin kone Jytte blev han bagbundet i deres soveværelse af to maskerede mænd, der var bevæbnet med en pumpgun.

Børge Kraft Andersen blev beordret ned i køkkenet af den ene røver, men hans kone blev bevogtet i soveværelset på førstesalen.

Vristede sig fri
På vejen ned til køkkenet fik han dog hænderne vristet fri, og da røveren lagde pumpgunnen fra sig og ville tage penge i en pengekasse, lykkedes det Børge Kraft Andersen at få fat i våbnet og slå det hårdt ind i hovedet mod røveren.

De to mænd kom op at slås, og Børge Kraft Andersen fik en finger stukket dybt i øjet på den maskerede røver.
Slåskampen har været meget voldsom, da der var en del blod på gerningsstedet.
Det stammer altsammen fra røveren, så politiet leder efter en mand med skader i hovedet og i det ene øje.

Den anden røver kom sin kammerat til hjælp og de flygtede med mellem 10.000 og 30.000 kroner i kontanter.

Hvem kender nøglebundt
Politiet er også interesseret i oplysninger om et nøglebundt, som røveren tabte under slåskampen.

Der er et navneskilt i nøglebundet, hvor der står \"Ulla\", en meget lille sort lommelygte og en husnøgle og en bilnøgle uden bilmærke.

To mænd efterlyses
Middelfart Politi vil gerne have oplysninger fra folk, der kender til nøglebundet eller har set den skadede mand, som udover læssionerne i ansigtet beskrives som høj, tynd, 20-30 år og maskeret med en hvid hue med huller til øjnene.

Den anden røver er cirka 170 centimeter høj, mellem 20 og 30 år og maskeret med hue eller kasket.

Oplysninger til Middelfart Politi på telefon 64 41 14 48.

Ved du noget? Så send os et tip