Overfaldet med kølle og knust flaske: To mænd er anholdt

To personer fra misbrugsmiljøet på Langeland overfaldt en mand i Rudkøbing med flere slagvåben.

En 40-årig mand er tidligt tirsdag indlagt på Svendborg Sygehus efter et overfald mandag aften i Rudkøbing på Langeland.

- To mænd overfalder en tredje mand på Nørreport i forbindelse med en form for drikkelag.

- Vi kender ikke årsagen, men der er formentlig gået noget forud for overfaldet. De overfalder ham med en kølle og en knust falske, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Thomas Bentsen.

To personer anholdt

Da politiet når frem til stedet, bliver de to mænd på henholdsvis 45 og 46 år udpeget som gerningsmændene og anholdt.

Den 40-årige er uden for livsfare.

- Men han får en del skrammer. Fra den knuste flaske får han nogle dybe snitsår på lænden og på armene, lyder det fra vagtchefen.

Alle tre er fra misbrugsmiljøet på Langeland.

Anklagemyndigheden har endnu ikke taget stilling til, om de to anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør tirsdag.

Oversigt

    Oversigt