I det fynske folks tjeneste

Overfaldt 15-årig med urin: Seks drenge stadig fængslet

Seks drenge er netop blevet varetægtsfængslet i yderligere fire uger. De er sigtet for at tæve og hælde urin på en 15-årig dreng tidligere i år.

Det var her ved Abildgårdskolen i Vollsmose, en 15-årig dreng blev overfaldet med urin. Foto: Google

I fire uger har seks drenge fra Odense siddet varetægtsfængslet. I dag er det besluttet at alle drengene fortsat skal være i politiets varetægt de næste fire uger indtil 22. oktober.

Det oplyser anklager fra Fyns Politi, Rasmus Maar Hansen til TV 2/Fyn.

- Der pågår fortsat efterforskning i sagen. Der er risiko for, at de sigtede kan påvirke efterforskningen, og derfor er drengene ikke blevet løsladt, fortæller Rasmus Maar Hansen.

Ved at fastholde varetægtsfængslingen undgår man ifølge Rasmus Maar Hansen, at drengene kan afstemme deres forklaring.

Drengene, der er varetægtsfængslet, er mellem 16 og 17 år. De er sigtet for at have overfaldet en 15-årig dreng primært ved Abildgårdskolen i Odense-bydelen Vollsmose.

Overblik over sagen

20. juli: En større gruppe børn og unge overfalder 15-årig dreng på området omkring Abildgårdskolen og B1909’s boldbaner. Den 15-årige dreng bliver slået, sparket og overhældt med urin under et 30-40 minutter langt overfald. Overfaldet sker en fredag aften i sommerferien, hvor skolen er lukket.

29. august: En 16-årig og en 17-årig dreng bliver varetægtsfængslet i forbindelse med overfaldet.

1. september: Endnu en 16-årig dreng bliver varetægtsfængslet i sagen.

2. september: En 16-årig dreng truer det 15-årige offers far med at slå hans søn ihjel.

3. september: Den 16-årige dreng, der truer faren, bliver varetægtsfængslet. Alle sigtede nægter sig skyldige, men erkender, at de har været ved Abildgårdskolen 20. juli.

4. september: Abildgårdskolens leder fortæller, at der ikke er tale om elever fra skolen. Skolen har udleveret videomateriale til Fyns Politi i sagen. 

Kilde: Anklagemyndigheden hos Fyns Politi

Overhældt med urin

Overfaldet på den 15-årige dreng fandt sted 20. juli i år. Her blev han angiveligt slået, sparket og fik sprøjtet peberspray i øjnene en enkelt gang.

Offeret fik også hældt urin ud over sig, da gruppen af omkring ti drenge overfaldt ham. Nogle af dem, der deltog i overfaldet, var helt ned til niårs-alderen. 

Ifølge anklager Rasmus Maar Hansen varede overfaldet mellem 30 og 40 minutter. Det fandt sted både ved Abildgårdskolen og de tilstødende boldbaner, som fodboldklubben B1909 bruger.

Læs også 15-årig sparket og overhældt med urin: Fem drenge fængslet