Overfyldt tank og dårlig svejsning årsag til kæmpebrand

En overfyldt tank og en dårlig svejsning er de to vigtigste årsager til den kæmpebrand, der ramte Fredericia Havn i februar sidste år. Det skriver DR Trekanten.

En overfyldt tank og en dårlig svejsning er de to vigtigste årsager til den kæmpebrand, der ramte Fredericia Havn i februar sidste år.

DR Trekanten har fået adgang til en rapport, som Teknologisk Institut har lavet om baggrunden for branden.

Ved branden sprang en kæmpetank læk, og tusindvis af liter palmeolie fossede ud og brød i brand.

Først og fremmest skyldes ulykken, at firmaet, der ejer tanken, Dan Gødning, havde overfyldt den, skriver Teknologisk Institut i rapporten. Tanken indeholdt mindst 9.500 kubikmeter gødning, selv om den kun måtte indeholde 9.000.

Belastningen fra den ekstra mængde gødning fik en dårlig svejsning på tanken til at briste, og dermed startede det forløb, som betød, at brandfolk fra store dele af Jylland og Fyn kæmpede mod flammerne, lyder konklusionen.

Danish Agro, der er medejer af Dan Gødning, afviser dog, at overfyldningen er skyld i ulykken, men erkender, at svejsefejlen kan have haft indflydelse.

- Meget tyder på, at der ikke havde været problemer, hvis det ikke havde været for den svejsefejl, som Teknologisk Institut har identificeret, siger Søren Møgelvang Nielsen, der er kommunikationsdirektør hos Danish Agro til DR Trekanten.

Oversigt

    Oversigt