Overgreb: Efterforskning i Nyborg fortsætter

Politiet forsøger at opklare mulig bortførelse og vil gerne i kontakt med kvinde, som blev set ved en rød bil.

Selv om politiet har besluttet at indstille den storstilede eftersøgning i området omkring Christianslundsvej i Nyborg, arbejder det stadig på højtryk for at finde ude af, hvad der skete, og efterlyser en kvinde, der var i området torsdag eftermiddag.

Eftersøgningen blev sat i værk, efter at en 10-årig pige fortalte, at hun ved 13-tiden torsdag eftermiddag så en mindreårig pige blive taget ind i en rød bil.

Anmeldelsen fik straks alle alarmklokker til at ringe, efter at en mand i en rød bil to gange på tre uger - senest onsdag eftermiddag - har bortført og misbrugt to små piger på Fyn.

Men eftersøgningen gav intet resultat, og fem timer efter, at pigen skulle være bortført, har politiet endnu ikke hørt fra forældre eller andre, der savner en mindreårig pige.

Det kan betyde, at den 10-årige pige har misforstået situationen.

- Det er naturligvis noget af det vi arbejder på at finde ud af, blandt andet ved at tale med pigen igen, siger talsmand for Fyns Politi Charlotte Nyborg.

Den 10-årige pige har forklaret, at hun hørte den anden pige sige hjælp, men i samme øjeblik kom en lastbil forbi, og derefter var den røde bil kørt væk.

Desuden bemærkede pigen en kvinde, der formentlig var iført en heldragt og et tørklæde være i kontakt med føreren af den røde bil.

- Vi vil selvfølgelig meget gerne i kontakt med kvinden eller andre, der var i området omkring klokken 13, som måske kan hjælpe med at opklare, hvad der er foregået, siger Charlotte Nyborg.

Ifølge fyens.dk har politiet sikret sig videoovervågning fra en bagerforretning på Christianslundsvej, hvor man muligvis kan se noget af de røde bil.

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Charlotte Nyborg.

Oversigt

    Oversigt