Overhaling forbudt for lastbiler

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) er på vej med et etårigt forsøg med totalforbud mod, at lastbiler overhaler på motorvejene.

Det erfarer Morgenavisen Jyllands-Posten.

Forsøget skal træde i kraft så hurtigt, som det er praktisk muligt, og gælde på én af strækningerne: Kolding-Århus, trekantsområdet-den dansk/tyske grænse eller tværs over Fyn. Mest sandsynligt er dog strækningen mellem Kolding og Århus.  

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra transportministeren, men Venstres retsordfører, Kim Andersen, forklarer, at han har mistet tålmodigheden med vognmandsbranchens løfter om selv at gøre noget ved de såkaldte elefant-ræs, hvor lastbilerne overhaler hinanden på motorvejene, skaber farlige situationer og store gener for almindelige
bilister, som tvinges til pludselige opbremsninger i overhalingssporene.

- Jeg kan dagligt selv konstatere, at branchens løfter ikke har hjulpet noget, så nu må vi have et forsøg i fuld skala, så vi kan teste, hvad et forbud vil betyde for trafiksikkerhed og trafikafvikling, siger Kim Andersen.

Oversigt

    Oversigt