Overraskende trænervalg i Faaborg HK

Det bliver ikke Anja, men til gengæld håndboldlegendens far, Keld Andersen, der skal træne herrerne i Faaborg HK.

- Anja-planen er et kapitel for sig. Det kunne desværre ikke lade sig gøre at få hende, men vi fik et rigtig godt indtryk af Keld - og vi er glade for, at vi kunne lave en aftale, siger klubbens direktør, Lars Brunse til TV2/Fyn.

I månedsvis har klubben søgt efter en løsning, og i denne uge faldt brikkerne altså på plads.  

64-årige Keld Andersen har tidligere spillet på det danske landshold og i 70'erne var han spillende træner i Assens. Nu skal han altså hjælpe Faaborg HK i 1. division.

- Det er ikke det nemmeste at finde trænere i juni og juli måned, men vi er rigtig glade for aftalen, og er sikre på, at han vil styrke vores trænerteam, forklarer Lars Brunse.

Som assistent får han Kenneth Johansen, der indtil nu har været cheftræner i klubben.

I forbindelse med trænerskiftet har klubben også nedsat et nyt forretningsudvalg, der blandt andet skal være med til at styrke klubbens erhvervsnetværk.

Oversigt

    Oversigt