I det fynske folks tjeneste

Overrasket af sneen: Bilister kører galt

Flere fynboer er stået op til sne på vejene. I Langeskov kørte en bilist galt på grund af det glatte føre. Vejdirektoratet råder bilister til forsigtighed i morgentrafikken.

Vinteren har endnu ikke sluppet sit greb i landet. Onsdag morgen faldt en ny portion sne. Foto: Ole Holbech

Sneen er i løbet af natten faldet over Fyn og den østlige del af Danmark. 

Det har ført til en række mindre trafikuheld, oplyser vagthavende ved Vejdirektoratet Mette Nedergaard.

- Hele den nordlige del, den vestlige del og den sydlige del af Sjælland samt selvfølgelig Bornholm som altid. Også den helt østlige del af Fyn ved Nyborg, siger hun.

Tidligt onsdag morgen kørte en bilist galt i et solouheld på motorvejen nær Langeskov. 

- Vi har et uheld på Fynske Motorvej, som er relateret til vintervejret. 

Læs også Onsdag begynder den tætte påsketrafik

- Der har været nogle mindre materielle uheld i de områder, hvor sneen er faldet, fortæller Mette Nedergaard.

Ingen af uheldene har været alvorlige, og ingen er kommet til skade.

Hold afstand

Bilister rådes til at sætte ekstra tid af til at nå frem samt at være særligt opmærksomme på at holde afstand til andre bilister.

- Det er det her tynde lag sne, der rammer vejen, som har en temperatur lige under frysepunktet. Det bliver til noget grødis, og det er noget lumsk noget at køre i, siger Mette Nedergaard.

- Så man skal særligt i de her områder være opmærksom, når man er ude at køre.