Overskud: Indbringende år for Fyns største advokatfirma

Focus Advokater i Odense kan hæve et overskud på otte millioner i det seneste regnskabsår. Det bedste resultat i fem år.

Der er blevet færre ansatte hos Fyns største advokatkontor de seneste år, men indtjeningen har aldrig været bedre.

Det viser det netop offentliggjorte årsregnskab fra Focus Advokater P/S - øens førende erhvervsadvokatfirma.

Overskuddet steg med hele 73 procent i forhold til 2014/15, og overskuddet er det største siden 2011/12.

Årets udbytte på 6,4 millioner kroner udloddes til de 16 advokat-partnerselskaber, der står som ejere af det fynske advokatfirma.

De seneste år er medarbejderstaben skrumpet fra 100 til 73 heltidsansatte, og firmaet er også blevet mindre målt på aktiviteter, idet man har frasolgt sin ejendomsadministration til Domhusgaarden Ejendomsadministration.

Det er dog ikke frasalget, der skæpper i kassen, men selve driften, der er blevet mere effektiv. Det er en kombination af et forbedret bruttoresultat og færre personaleudgifter.

Advokatfirmaet har en formue - egenkapital - på 31 millioner kroner.

Det fremgår af regnskabet, at advokatfirmaet har en tvist kørende med Erhvervsstyrelsen, der mener, at ejerne i strid med selskabsloven har modtaget et lån fra selskabet. Det er en lidt speget sag, der handler om, at tidligere partnere i forbindelse med deres udtræden og salg af anparter har fået et gældsbrev i selskabet.

De gældsbreve betaler selskabet af på over 10 år, men det betyder samtidig, at nogle af de nuværende ejere har fået en gæld eller et lån til selskabet, og det betragter Erhvervsstyrelsen som et ulovligt aktionærlån.

Focus Advokater er uenige og har anket sagen til Erhvervsankenævnet. 

 

 

Oversigt

    Oversigt