I det fynske folks tjeneste

Oversvømmelse: Vandet spærrer fynske veje

Mandag formiddag stopper vandmasserne fra weekendens regnvejr stadig trafikken flere steder på Fyn. Særligt på Nordfyn skaber vandet problemer.

Ring 3 i Odense er fortsat spærret på grund af de store vandmasser.

Hvis du skal ud på de fynske veje i løbet af mandagen, så risikerer du flere steder at blive stoppet af oversvømmelser fra det kraftige regnvejr, der lørdag ramte hele landet. Beredskabsstyrelsen er nemlig fortsat i gang med at forsøge at fjerne de store vandmasser fra vejene. 

På Skovbrovej i Bogense har det fynske beredskab indkaldt assistance fra Næstved, så de kan få pumpet de flere millioner liter vand, som i øjeblikket spærrer vejen, væk. Beredskabets pumper har arbejdet siden midnat, og i øjeblikket har de pumpet mere end 15 millioner liter vand væk fra vejen og ud i en nærliggende å. 

Bogense er ikke det eneste sted på Nordfyn, hvor Beredskabsstyrelsen mandag har måtte indkalde folk fra andre dele af landet for at få styr på vandmasserne. Også i et sommerhusområde ved Hasmark Strand arbejder pumperne lige nu på højtryk. Her er folk fra både Thisted, Hedehusene og Sønderjylland i øjeblikket i gang med at pumpe flere millioner liter vand fra sommerhusområdet ud i havet. 

Begge steder håber Beredskabsstyrelsen på, at arbejdet vil være færdigt i løbet af aftenen. 

 

 

 Også på Ring 3 i Odense skaber vandmasserne problemer. Her oversvømmer flere millioner liter vand vejen mellem Niels Bohrs Allé og Nyborgvej. 

De store oversvømmelser skyldes, at der i løbet af lørdag og søndag er der faldet ligeså meget regn, som der i alt er faldet i hele december måned.