I det fynske folks tjeneste

Overvægtige giver problemer på sygehuse

Forsøg på Odense Universitetshospitals innovationscenter skal føre til bedre håndtering af overvægtige patienter og undgå skader hos personale.

Flere svært overvægtige patienter giver problemer på sygehusene, som ikke er indrettet til at håndtere dem, skriver Jyllands-Posten.

Det påvirker selve behandlingen og giver risiko for skader både hos patienterne og personalet, som udsættes for overbelastninger og rygskader.

Lige nu er to ansatte på OUH langtidssygemeldte på grund af dårlige arbejdsstillinger under flytning af overvægtige patienter.

- Det er katastrofalt, siger Torben Garbo, arbejdsmiljøkonsulent på OUH til Jyllands-Posten.

Frivillige med i forsøg

Innovationscentret ved OUH gennemfører derfor forsøg med to frivillige - iøvrigt raske - mænd på henholdsvis 215 og 227 kilo.

Formålet er at udvikle nyt udstyr til for eksempel at flytte dem fra en seng til en anden og at lave vejledninger for håndtering af svært overvægtige. Vejledninger, som ikke eksisterer i dag.

I alt bliver der gennemført 39 forsøg med de to frivillige. Forsøgene ventes at munde ud i en vejledning i 2012 og håbet er, at det får indflydelse på byggeri af de nye superhospitaler.

Projektet er finansieret af Forebyggelsesfonden med 3,8 millioner kroner.