Tæt på salg: Overvældende interesse for gratis værtshus

Nicolai Lommer og Rasmus Dolmer har ikke haft meget ro på siden de i tirsdags stod frem og tilbød salg af deres værtshus for nul kroner. Interessen har været enorm.

Køb et værtshus i det centrale Odense til nul kroner. Sådan lød tilbuddet fra Nicolai Lommer og Rasmus Dolmer på TV 2/Fyn i tirsdags. Siden har de to snart forhenværende værtshusejere ikke haft mange rolige timer.

- Vi er mildest talt blevet bombarderet med henvendelser. Både telefoner og messenger har glødet, og jeg tror vi i alt har fået omkring 500 henvendelser, fortæller Nicolai Lommer. 

De to unge iværksættere åbnede i september Majoren i Overgade i Odense, men arbejdsmængden er steget de to unge iværksættere over hovedet.

- Vi må bare erkende, at selvom vi føler os som to unge drenge på 18 år, er der bare ikke timer nok i døgnet til også at have et fuldtidsarbejde ved siden af. Det tager lidt tid at være selvstændig samtidig, forklarer Rasmus Dolmer.

Velbesøgt fremvisning

Derfor satte de Majoren til salg for nul kroner - inklusiv inventar, varelager, navn og lejekontrakt. 

Onsdag aften var der fremvisning af det billige købstilbud og også her var interessen overvældende. 

- Jeg tror, at der var mere end 50 potentielle købere og her i blandt var rigtig mange seriøse købere, fortæller Nicolai Lommer. 

De to barejere har nu udvalgt ti mulige købere, som alle har en seriøs plan for, hvordan Majoren kan videreføres.

- Jeg tror på, at Majoren overlever som værtshus. For der var rigtig mange seriøse købere, der har de nødvendige penge til drift, siger Nicolai Lommer.

Slipper for gæld

For selvom Majoren er gratis, skal der stadig betales husleje, og varelageret skal vedligeholdes. 

Endnu er der ikke underskrevet en købsaftale, men alt tyder på, at en handel falder på plads allerede i denne uge.

- Vi kommer ud af det med skindet på næsen. Vi har ofret blod, sved og tårer, og vi har brugt penge på inventar og varelager, men vi får ingen gæld med fra dette eventyr, siger Nicolai Lommer og fortsætter:

- Det bliver godt igen at få tid til at passe vores fuldtidsjob og ikke mindst vores kone, kæreste og familie.

Se TV 2/Fyns indslag fra tirsdag om det opsigtsvækkende salgstilbud

Oversigt

    Oversigt