Overvejer erstatningskrav mod politiet i fyrværkerisag

Danish Bamboo, der fik beslaglagt omkring ti ton fyrværkeri af politiet onsdag den 10. december, overvejer nu at kræve erstatning, fordi politiet stadig tilbageholder fyrværkeriet, så firmaet ikke kan nå at videresælge det til butikkerne.

-

Danish Bamboo, der fik beslaglagt omkring ti ton fyrværkeri af politiet onsdag den 10. december, overvejer nu at kræve erstatning, fordi politiet stadig tilbageholder fyrværkeriet, så firmaet ikke kan nå at videresælge det til butikkerne.

Fyrværkeriet blev beslaglagt, fordi Danish Bamboo ikke havde fået en tilladelse til at opbevare det, da fyrværkeriet blev leveret den 10 december. Firmaet havde søgt om tilladelse i slutningen  af november og nu har de modtaget den. Alligevel er fyrværkeriet ikke på vej tilbage til firmaet, politiet har nemlig sat Beredskabsstyrelsen til at undersøge, om fyrværkeriet er lovligt, og det tager tid. 

Danish Bamboo har modtaget skriftlig dokumentation for, at de tre slags fyrværkeri, som de har købt af Scandinavian Fireworks i Them, er godkendt, men politiet vil have vished for, at fyrværkeriet i de mange kasser rent faktisk er det samme,  som der står på fakturaen.
Advokat for Danish Bamboo Erling Halskov har flere gange rykket politiet for at få fyrværkeriet tilbage, da det ikke er meget værd for firmaet, hvis det først tilbageleveres i januar.

\" Det må være politiets opgave hurtigt at undersøge mistanken om, at fyrværkeriet ikke er godkendt. Spørgsmålet er,  om den tid de bruger til at undersøge fyrværkeriet er rimelig\", siger Erling Halskov.

Advokaten overvejer derfor, om man kan kræve en erstatning af Odense Politi.

\" Det vil være en mulighed, hvis vi først får fyrværkeriet tilbage i januar, og det viser sig, at det er godkendt, lige som vi hele tiden har hævdet\", siger Erling Halskov.

Skulle det vise sig, at fyrværkeriet ikke i virkeligheden svarer til det godkendte fyrværkeri, der står på fakturaen, så vil Danish Bamboo naturligvis kræve erstatning af sælgeren Scandinavian Fireworks, men  Erling Halskov er stadig overbevist om, at fyrværkeriet rent faktisk er lovligt.

Det beslaglagte fyrværkeri er mere end 500.000 kroner værd.

Oversigt

    Oversigt