I det fynske folks tjeneste

På Ærø stemmer man også om naturen

Vælgerne på Ærø sætter kryds på to stemmesedler. En til folketingsvalget og til folkeafstemning om naturpark.

Interessen for naturen er næsten lige så stor som interessen for Folketinget på Ærø.

Det kan udledes af tallene for deltagelsen i dels dagens folketingsvalg og dels i en afstemning om, hvorvidt Ærø skal være en del af sydfynsk nationalpark.

På Ærø er der nemlig torsdag ud over folketingsvalg en folkeafstemning om øens mulige indlemmelse i nationalparken.

Klokken 15 havde 47,1 procent af Ærøboerne stemt til folketingsvalget, mens 42,4 procent havde sat kryds ud for enten ja eller nej på stemmesedlen om nationalparken, oplyser valgkoordinator Anne Bille.

- Stemmeprocenten for folketingsvalget ligger over det seneste valg, men det er umuligt at sige, hvor meget folkeafstemningen om naturparken påvirker valghandlingen, siger hun.

Debatten om nationalparken har været langvarig på Ærø. Derfor har kommunen besluttet at lægge afgørelsen ud til folkeafstemning.

Hidtil har planerne mødt stor modstand, blandt andet fra lodsejerne og landmænd. Men ifølge borgmester Karsten Landro (K) er stemningen ved at vende, fordi parken vil kunne skabe arbejdspladser og gavne turismen.

- For to måneder siden var jeg overbevist om, at det ville blive et nej. I dag hører jeg flere og flere sige, at nationalparken kan blive en vej frem for kommunen.

Hvis Ærø skal med i nationalparken vil det omfatte 15 procent af øens areal, fortrinsvis langs kysterne.

Folketingsvalget og folkeafstemningen foregår i de samme stemmelokaler, men fuldstændig adskilt. Resultatet af folketingsvalget har første rang og afstemningen om naturparken opgøres først, når stemmesedlerne skal tælles.

Ved du noget? Så send os et tip