Toner overalt: På Hotel Musik i Odense bliver der øvet på alle værelser

Et helt hotel er booket til konkurrencedeltagerne i Carl Nielsen-konkurrencen. Og det kan høres.

Når man går rundt på gangene i disse dage på Grand Hotel i Odense, kan man tydeligt høre, hvem der er tjekket ind.

Med Carl Nielsen International Competition i byen har alle deltagere, jurymedlemmer og så videre fyldt hotellet op, så der høres musik og øves på alle værelserne.

- Jeg er lige ved at øve skalaer, forklarer franske Josephine Olech, da hun åbner døren for TV 2/Fyn.

Som fløjtenist er hun netop gået videre til anden runde og har denne dag en øvedag, så hun kan blive klar. 

Fra sit værelse har hun godt lagt mærke til, at hotellet er fyldt med musik. Faktisk har hun heller ikke selv helt ro, når hun øver, fordi hun kan høre andre øve sig.

- Det kan godt være forstyrrende, men man er ligesom nødt til at slukke for det inde i sit eget hoved, forklarer hun og øver videre, mens vi bevæger os videre rundt på hotellet.

I kaffebaren i stueetagen møder vi en anden franskmand.

Det er klarinettist Ann Lepage, der skal tanke en hurtig kop koffein. Hun har travlt med at øve, inden hun skal på scenen foran juryen senere i dag.

- Jeg er lidt stresset. Det er en meget vanskelig konkurrence, så jeg er lidt nervøs. Men jeg er meget glad for at være kommet med i anden runde.

Ligesom så mange andre fulgte hun spændt med, da juryen annoncerede, hvem der kunne gå videre. Hun var med i den bedste halvdel.

Men der er selvfølgelig andre, der må forlade musikkens hotel hurtigere, end de havde regnet med.

En af dem er den norske fløjtenist Ingrid Søfteland Neset, der lørdag aften sad tilbage efter juryens afgørelse uden at have hørt sit navn læst op til næste runde.

Hun står med sin kuffert og er ved at tjekke ud i receptionen.

- Jeg er da skuffet, for jeg ville helst spille det, som jeg havde forberedt. men man ved jo, hvordan det er, siger Ingrid Søfteland Neset.

Til gengæld er hun glad for den erfaring, hun har fået ud af at være med i konkurrencen.

- Man får præsteret under pres. Og så får man oplevet, at det ikke går, som det skal, eller som man ønskede, det gik. Men så lærer man af det. Og så har man den erfaring til næste gang, så det bliver nemmere, siger hun.

Og så forlader hun musikkens hotel med sin rullekuffert. Lidt tidligere, end hun havde håbet.

TV 2/Fyn følger konkurrencen med artikler, udsendelser og direkte koncerter på www.tv2fyn.dk/carl.

Oversigt

    Oversigt