I det fynske folks tjeneste

Forurening i Lillebælt: Hvor slemt er det?

Det kræver ekstra undersøgelser, hvis de miljømæssige konsekvenser af gødningsudslippet i forbindelse med en brand på Fredericia Havn skal frem.

Gødningen kan nemlig give risiko for at alger blomstrer op, og fiskene dør.

En tank på Fredericia havn med gødning kollapsede tidligere på året, og mange tons gødning flød ud i havet fra havnen. Der opstod også en brand i en tank med palmeolie i forbindelse med ulykken.

Nu vurderer Naturstyrelsen, at det er nødvendigt, at der bliver lavet såkaldte modelberegninger af havmiljøet i Lillebælt.

Det forklarer kontor- og områdechef i Naturstyrelsen Harley Bundgaard Madsen.

- Hvis man foretager nogle modelberegninger, så vil man være i stand til at finde ud af, hvilken påvirkning det her større udslip af kvælstof har ude i vandmiljøet, siger han til DR Trekanten.

Naturstyrelsen holder i forvejen øje med de danske farvande, men det er ikke nok til at vurdere konsekvenserne af udslippet, siger Harley Bundgaard Madsen.

- Der kan vi se, hvordan tilstanden er derude, men den generelle overvågning kan ikke vise specifikt, hvilken ekstra påvirkning udslippet har givet anledning til, siger han til DR Trekanten.

Et møde senere på måneden skal afgøre, om Fredericia Kommune selv skal betale for de ekstra undersøgelser af havmiljøet i Lillebælt.

Ved du noget? Så send os et tip