I det fynske folks tjeneste

På sensuel og spansk rejse med H.C. Andersen

Der var langt mere end børneeventyr i H.C Andersen. En rejse til det varmblodede Spanien udløste sensuelle digte, der nu kan opleves som opera på havnen i Odense.

00:08

Video: Jeppe Rohde Nielsen.

En bidsk vind og fire grader hersker på havnen i Odense. Jakkerne er lynet godt op, og huen trukket ned i panden. Men træder man inden for i den rå bygning på Finlandskaj, så stiger temperaturen - på flere måder.

Her øver musikere, sangere og dansere på operaen Andersens duende. El duende betyder lidenskab i den spanske folklore, og operaen tager netop udgangspunkt i hede digte og rejseskildringer fra H.C Andersens rejse til Spanien i 1862.

- Det passer godt til forestillingen, for den handler netop om Andersens møde med den passionerede, spanske kultur. Publikum kommer ind fra kulden, men så snart musikken spiller, og dansen går i gang, er der en helt anden stemning, hvor vi arbejder med forskellen mellem det kølige, nordiske og det varme spanske, fortæller forestillingens koreograf og performer Loa Carlslund.

Den sensuelle spanierinde

H.C. Andersen var meget inspireret af den sensuelle spanierinde i modsætning til den mere lukkede og nordiske kvinde. Det kom til udtryk i digtene, hvor særligt en enkelt kvinde inspirerede ham.

 - Han har en tekst om Dolores, en skøn, spansk kvinde, som de måtte betale penge for at komme ind og se danse. Hendes udstråling var på én gang betagende og farlig for H.C. Andersen, siger Poul Udbye Pock-Steen, som har skrevet musikken til operaen.

 

Læs også Eventyrspil til mobilen skal styrke H.C. Andersens ry

 

- Visse steder i Danmark vakte digtene forargelse, for det var ikke den Andersen, som man kendte, hvor børnene trygt kunne vælge alle bøger fra hylden. Det er ikke ligefrem pornografiske, men sanselige og sensuelle digte, siger Poul Udbye Pock-Steen, som godt kan følge H.C. Andersens betagelse af den spanske kultur.

- Jeg er gift med en spanier og har levet med en fod i Spanien i mange år, så den her rejseskildring fangede min opmærksomhed for mange år siden. Jeg havde den samme betagelse af Spanien, af deres gestik og kropssprog, da jeg først kom dertil, så Andersens betragtninger og betagelser holder stadigvæk. 

En fysisk opera

Operaen tager udgangspunkt i H.C. Andersens rejse til Spanien i 1862. Han rejste rundt til forskellige steder, og han bliver meget draget af Spanien og den særlige stemning.

- I forestillingen ser vi ikke direkte H. C Andersen rejse rundt, men vi tager fat i den stemning, som han beskriver i de forskellige byer som Barcelona og Madrid. Vi ser både det eksotiske og sensuelle Spanien, men også den mere mørke og skumle side af Spanien. Det fremmede kan både være uhyggeligt og inspirerende, siger Anne Sophie Gertz, som står for produktion af operaen.

Forestillingen er en meget fysisk opera, hvor musik og den fysiske performance vægter lige meget. Musikken er inspireret både af europæisk musik og flamenco-kulturen, og så er der bevægelse skabt af en moderne danser, koreografen Loa Carlslund.

- Det ligner lidt en flamencokliché, men vi leger med det og tilfører det noget nutidigt, som vi tror vil være relevant i dag, siger Anne Sophie Gertz.

Poul Udbye Pock-Steens musik til operaen har rødder i traditionel folklore musik og romantisk musiktradition, men blandes både med nye elektroniske klange og lyde fra det virkelige liv.

- Det skulle ikke være turistagtigt og typisk spansk. Det spanske skal bruges, men ikke være en floskel. Det har været en udfordring, siger Poul Udbye Pock-Steen.

Aktuelt i dag

For Poul Udbye Pock-Steen er H.C. Andersens betragtninger af Spanien stadig aktuel.

- Da den her rejseskildring blev skrevet, var der en gryende nationalisme i Danmark, og i mange lande i Europa blev der kigget indad. Men Andersen kiggede ud ad og følte sig som en lille brik i den store verden. Det var han lykkelig for, han følte sig som en verdensborger. Det kan vi godt bruge til noget i dag: At se os som en del af en større helhed, siger Poul Udbye Pock-Steen.

Operaen "Andersens duende" spiller på Dynamo Workspace, Finlandkaj 6, 5000 Odense C på følgende dage:

Torsdag 21. februar kl 20, fredag 22. februar kl 20, lørdag 21. februar kl 16, tirsdag 26. februar kl 20 og onsdag 27. februar kl 20. Billetter kan købes via teaterbilletter.dk eller i døren.

 

Medvirkende

Koncept & iscenesættelse, komposition, libretto, piano, sequencing: Poul Udbye Pock-Steen

Koreografi, dans, performance: Loa Carlslund

Scenografkonsulent, kostumedesign og idé video projektion: Rebekka Bentzen

Koreografkonsulent: Tine Damborg

Lysdesign: Kenneth Danielsen

Video: Flash (ES), Grow Productions (DK)

Lyddesign: Patricio Fraile

Sopran, performance: Katrine Dyrhauge

Sang, performance: Nini Julia Bang

Klassisk slagtøj, håndperkussion, sang: Katerina Anagnostidou

Romantisk guitar, flamenco guitar, oud: Lars Strikkertsen

Viola da gamba: Mogens Rasmussen

Produktion: Via Artis Konsort v/ Anne Mai Slot Vilmann og Anne Sophie Gertz

PR assistent: Lene Høst Mees

 

 

02:19 Luk video