I det fynske folks tjeneste

Leder for gademedarbejdere: Naturligvis skal det anmeldes

En medarbejder fra Center for Familier og Unge rådede 15-årigs forældre til ikke at politianmelde voldsepisode på grund af manglende blå mærker.

00:40

Video: Peter Clowes

Det var her i Odense Friluftsbad, at voldepisoden fandt sted søndag. Foto: Peter Clowes

1 af 2

En 15-årig dreng blev søndag overfaldet, sparket, slået og frastjålet sin mobil i Odense Friluftsbad. Efterfølgende fik forældrene at vide af en medarbejder fra Center for Familier og Unge, at forældrene til drengen nok ikke ville få meget ud af at melde sagen til politiet, med mindre han havde blå mærker efter volden.

TV 2/FYN har efterfølgende talt med Anders Nordentoft, som er leder CFU, Center for Familier og Unges leder af gadeplansindsatsen, og han slår fast, at det var helt rigtigt af familien at melde volden til politiet.

Læs også Ballade i friluftsbadet: Spyt, trusler og seksuelle tilråb

- Jeg mener, det er helt naturligt, at der skal være en anmeldelse til politiet, og det har familien valgt at gøre. Jeg synes, det er det rigtige at gøre i sådan en situation, og så er det en politiefterforskning, der nu kommer i gang. 

Ønsker at være anonym
Den 15-årige og hans forældre ønsker at være anonym, men med familiens tilladelse kan vi gengive forløbet her.

Drengen var taget i friluftsbadet sammen med nogle venner. De sidder og hygger sig på plænen, og han har lagt sin mobil i græsset ved siden af. En gruppe på 7-10 unge opholder sig tæt ved, og pludselig tager de den 15-åriges mobil.

- Vores søn kræver at få mobilen tilbage, men drengene i gruppen begynder så at kaste mobilen til hinanden, fortæller den 15-åriges far til TV 2/FYN.

Gruppen omringer så den 15-årige, og han bliver holdt fast. Af politianmeldelsen fremgår det, at den 15-årige bliver sparket, slået i ryggen og i hovedet.

Til sidst lykkes det den 15-årig at få fat i telefonen, og han skynder sig ud fra friluftsbadet og kører hjemad. I mellemtiden har vidner ringet til den 15-åriges forældre, og de skynder sig hen til friluftsbadet. 

Læs også Utilpassede unge hærgede friluftsbad

Her opsøger de gruppen på de 7-10 unge, og tager kontakt med dem. Det udvikler sig hurtigt til skænderi og trusler. Ægteparret vælger kort efter at forlade stedet, men bliver så fulgt af gruppen helt ud til deres bil på parkeringspladsen.

På vej ud mod familiens bil fyger det med verbale trusler fra gruppen af unge, og på parkeringepladsen støder der flere til gruppen. Ægteparret talte kort med medarbejdere fra CFU, Odense Kommunes Center for Familie og Unge, som livredderne havde tilkaldt.

En af dem, der oplevede en del af episoden, var Trine Larsen fra Odense.

- Jeg ser, at gruppen har samlet sig omkring ægteparret. Jeg kan høre, at der bliver sagt virkeligt grimme og truende ord til ægteparret. Og de bliver fulgt helt ud til deres bil, fortæller Trine Larsen.