Påskevejret slår om igen: Sne, blæst og fygning kan ramme Fyn

Særligt Sydfyn kan blive ramt af en ny runde med vintervejr, når et nyt lavtryk trækker ind over Danmark.

Endnu en omgang sne og kulde er på vej mod fynboerne, der søndag morgen igen risikerer at stå op til hvidklædte forhaver og snefyldte fortove.

Det er et lavtryk, som fra Polen er på vej mod Danmark, der lørdag aften og frem mod søndag eftermiddag kommer til at give et alternativt påskevejr til de sydligste og sydøstligste dele af Danmark. Her kan man blive ramt af et snevejr, som dog vil være mest intenst over Bornholm, Møn og Falster. 

Her kan man stedvis få 10 til 20 centimeter sne fra snevejrets begyndelse midt på aftenen og frem til søndag eftermiddag, og enkelte modeller har endda over 20 centimeter på Bornholm.

Det fortæller TV 2 Vejret.

Begynder lørdag aften

Hele den sydlige og sydøstlige del af landet fra Sønderjylland over Fyn til Sjælland, Lolland, Falster, Møn og Bornholm kan blive ramt af snevejret, som begynder omkring klokken 20 lørdag aften og varer ved frem til søndag eftermiddag. 

Et lavtryk over Polen sender en front med sne op over det sydøstlige Danmark. Mange steder omkring Østersøen kan man få 10 til 20 centimeter sne frem til søndag eftermiddag, og der er risiko for fygning. 
Et lavtryk over Polen sender en front med sne op over det sydøstlige Danmark. Mange steder omkring Østersøen kan man få 10 til 20 centimeter sne frem til søndag eftermiddag, og der er risiko for fygning. 
Foto: TV 2 VEJRET

Både snefaldet og blæsevejret vil være kraftigst øst for Fyn, men til gengæld bliver det koldere på Fyn, hvilket øger risikoen for snefygning lørdag aften og natten til søndag.

Temperaturen vil sandsynligvis ligge lige omkring frysepunktet, når sneen falder, og er den lige over, vil sneen have svært ved at fyge, mens den vil have lettere ved det i frostvejr. 

Det er således usikkert, hvor meget snefygning der kan komme, men man må forvente, at vejret kan blive ret så vinterligt det kommende døgns tid, især omkring Østersøen, hvor man har udsigt til de største mængder.

Oversigt

    Oversigt